-Aktiv dødshjælp...
Thorkild fik diagnosen Amyotrofisk laterale scellerose - kaldet ALS - d 26 august 2011. Det er sygdommen uden håb. Sygdommen man dør af. Den mest ondskabsfulde sygdom der findes. Du får at vide, du bliver total lam. Du vil ikke kunne spise. Ikke kunne tale og ikke kunne trække vejret uden hjælp af respirator. Du vil blive helt afhængig af andre mennesker. Du vil dø af sygdommen, som hovedregel inden for 2-3 år.
Thorkild blev terminal patient med det samme, og jeg søgte og fik bevilget terminalorlov. Vi fulgtes ad 24 timer i døgnet de næste 21/2 år, indtil Thorkild døde d. 20.05.2014.
Thorkild besluttede sig hurtigt for,at han ville begå selvmord, når han ikke syntes, livet var værdigt mere. Det var en hård beslutning, og jeg var meget uenig.
Efter et par ugers betænkningstid måtte jeg medgive ham, at det var hans liv, og ham der besluttede, hvornår det ikke var værdigt mere. Jeg stod sammen med ham. Det var hårdt at fortælle børnene,at deres far vil dø inden for relativ kort tid, og lige så hårdt at fortælle dem at han ville tage sit eget liv. Efter lidt betænkningstid bakkede de ham ligeledes op.
Min stærke klippe, der altid havde levet et ordentlig liv, var sund og rask, vejede ikke et gram for meget, og havde dyrket masser af motion, - kunne ikke udholde tanken om, at blive helt afhængig af andre, og ikke ville kunne kommunikere. Så den eneste løsning var selvmord, da vi ikke har aktiv dødshjælp i Danmark.
Han lavede en plan, som var klar den dag, livet blev for uudholdelig.
Hen over julen 2013 satte begge arme ud. Han blev helt lam i dem. Dette slog ham helt ud. Han var nu ikke herre i eget hus længere og kunne ikke tage sit eget liv.
Han gik i en dyb depression.
At se min elskede mand sidde hjælpeløs i en elkørestol, at se hvordan sygdommen åd ham uge for uge var ubærligt. Han kunne intet. Han levede af sonde mad. Det meste af vores kommunikation var nonverbal, og vi havde hjælpere på 24 timer i døgnet. Hans intellekt og personlighed var dog stadig intakt.
Efter at have iagttaget dette i flere uger tog jeg en af de største beslutninger i mit liv. Jeg måtte hjælpe ham herfra....Dette var den største kærlighedserklæring, jeg kunne give Thorkild. Han havde aldrig i vores 40 årlige samliv haft så meget brug for mig som nu. Derfor ville jeg hjælpe ham -i kærlighed til...
Jeg drøftede min beslutning med flere læger og flere præster, og hvilken straf jeg evt ville få.
Thorkild blev først glad, men sagde senere nej tak! Han vidste, jeg ville have svært ved at leve med mig selv efterfølgende. Han havde kun et stort ønske nemlig selv at få lov at tidssætte sin død. Vi spurgte flere læger, men ingen kunne pga af deres lægeføfte hjælpe ham.
Han sagde ofte: "Mit liv er ødelagt, men det skal dit liv ikke være Ketty"..i kærlighed til...
Afmagten, frustration, magtesløsheden, fortvivlelsen, vreden, og oven i alt dette glæden ved at vi stadig kunne holde om, holde af,og holde ud sammen, gjorde at vi kom igennem disse frygtelige år som næsten hele mennesker... Båret af kærligheden til hinanden.
Efter Thorkilds sygdom har jeg fået et nyt syn på aktiv dødshjælp.
Hvem skal bestemme, hvornår et liv ikke er værdigt mere, hvis det ikke er personen selv?
Derfor kæmper jeg nu for:
- AKTIV DØDSHJÆLP TIL UHELBREDELIGE SYGE.
