-Legalisering af cannabis til uhelbredelige syge...
Thorkild havde stærke smerter under sit sygeforløb. Smerter som almindelig morfin eller anden smertestillende medicin ikke kunne afhjælpe.Vi søgte lægemiddelstyrelsen om Marinol, som er en hashpille, og fik den bevilliget. Den havde en gavnlig virkning på Thorkild i flere måneder. Som sygdommen udviklede sig, kunne Marinol ikke smertefriholde ham, og efter lange overvejelser begyndte han at ryge en joint. Vi havde læst en del på nettet om jointens gavnlige virkning på ALS patienter i USA. Han havde jo intet at miste.
Joint var det eneste middel, der kunne smertefriholde ham.
Efter en prøveperiode fandt vi niveauet. To store sug, og han var smertedækket i 3-4 timer. Inden vi skulle have gæster, eller inden vi skulle til kontrol på sygehuset, røg han en joint for at udholde smerterne. Han røg aldrig, så han blev høj af det.
Jeg måtte ud at købe hash. Det var hårdt for Thorkild, at jeg måtte kriminalisere mig selv for at hjælpe ham.
Jeg blev flere gange snydt med prisen, men værre var det, at jeg et par gange fik købt nogle joint, der ikke var af samme kvalitet som de forrige. Han blev syg af dem.
Det er ikke i orden, at jeg ud over at have en uhelbredelig syg mand, skal kriminalisere mig selv for at afhjælpe ham med smerterne. Det er heller ikke i orden, at man med kort restlevetid skal have smerter.
Derfor kæmper jeg nu for....
- LEGALISERING AF CANNABIS TIL UHELBREDELIGE SYGE.